lørdag den 5. februar 2011

I'm afraid that this translation is about to be laid to rest in the spring of life, which is of course tragic. But as my studies begin to demand my attention 24/7, I simply don't have time to do it justice. Maybe I'll take it up again when I have more time on my hands - but frankly, I'm not even sure that it's necessary, as the vast majority of Danes speak English well enough to fend for themselves.

/Emma

tirsdag den 28. december 2010

Hunden spiste min hjemmeopgave

(SENDT AF NEIL KL. 21.59)


Faktisk er min hjemmeopgave nærmest det eneste hunden* ikke har spist. Snørebånd og sko er hendes favoritter. Bloggen blev slugt i et mislykket forsøg på at blogge fra min telefon. (jeg skrev en rigtig lang blog på telefonen i dag med en blogging-app, mens jeg var til tandlægen, og forsøgte så at vedhæfte et billede, gjorde det forkert, og sendte så bloggen afsted til underverdenen i stedet. Sikkert min egen skyld og hvad jeg får for at tale om den anden bog i American Gods-serien.)


Men jeg arbejder stadig på den enorme American Gods Tenth Anniversary Edition-korrekturlæsning og redigering. (Den vil være ude i juni.)


Jeg vil færdiggøre den, før jeg rekonstruerer blogindlægget. Så for jeres fornøjelses og nysgerrigheds skyld gensender jeg derfor Prisoners of Gravity-episoden om Sandman fra 1993...


Hvis du nogensinde har villet vide, hvordan Charles Vess eller Jill Thompson eller Craig Russell eller Karen Berger eller Dave Mckean så ud for 17 år siden (eller længere -- Mark Askwith indsamlede interviewene over et stykke tid), eller hvordan baby-Neil var, så er dette din chance for at finde ud af det.





PS: Åh, okay. Det er ikke rigtig baby-Neil. Jeg var sikkert 32. 


Her er baby-Neil.




PPS: CBLDF bortauktionerer en masse originalt artwork og den slags på eBay. Fantastiske julegaver til andre eller dig selv. 


*Lola. Cabal spiser ikke noget, det ikke er meningen, han skal spise. Sommetider spiser han heller ikke de ting, det faktisk er meningen, han skal.

søndag den 5. december 2010

Der er en grædende engel i min honning og andre sandheder

(SENDT AF NEIL KL. 19.04)

Jeg tog til LA for at fejre Thanksgiving med Amandas familie, men før Thanksgiving var Amanda og jeg gæster i Kevin Smiths allerførste "Starf*ucking" interview på hans Smodcastle, et halvtreds-sæders teater i Hollywood, foran et levende publikum. Det var et tre-timers langt show eller længere - Kevin interviewede mig og Amanda, så spillede Amanda, så læste jeg "Being An Experiment...", hvorefter jeg forledte  Kevin og Amanda til at hjælpe med med en tremands-opførelse af en scene fra AMERICAN GODS. 

Du vil snart kunne høre det: det bliver tilgængeligt på http://smodcast.bandcamp.com/ (for et bidrag på 90 cent for alle tre dele - eller mere, hvis du føler dig velhavende, men alle pengene går til The Wayne Foundation) (dette er The Wayne Foundation's programerklæring). 


(Billeder af Allan Amato)

Her er Amanda ved lydtjek.



Og da det var overstået, havde jeg det som om, jeg havde fri, og holdt op med at fotografere, så de efterfølgende eventyr er stort set ikke bogført fotografisk. Jeg mødte en masse venner, rejste med tog (Christopher Salmons filmatisering af The Price fik sin kickstarter-finansiering mens jeg spiste morgenmad på toget fra Los Angeles til Santa Fe. 2001 af os finansierede den. I er alle fantastiske), spillede the melodica med Amandas treårige nevø Ronan, bearbejdede et filmmanuskript og tilrettede ti års jubilæumsudgaven af American Gods. 

Jeg ville egentlig have blogget om NPRs Science Friday Broadcast om Ig-nobelpriserne for 2010, (som beskrevet i http://journal.neilgaiman.com/2010/09/banned-books-and-ig-nobels.html) på http://www.npr.org/2010/11/26/131608853/silly-science-honored-with-ig-nobel-prizes (du kan downloade aftenen som podcast her).

Så kom jeg hjem, i en snestorm, og fandt en Grædende Engel i en krukke med honning. (Et billede og en forklaring af en slags kan læses i http://www.birdchick.com/wp/2010/12/lets-get-weird-with-honey/).



Jeg har været under deadlines det meste af tiden de seneste dage. Men ind imellem har jeg gået tur med hundene. (Jeg elsker dette billede. Det er så svært at få dem begge til at se i den rigtige retning.)

Cabal går bedre for hver dag.



Alt det der med sne er helt nyt for Lola, der har det med at gå med tungen ude og slikke, mens hun går. 



De hvide hunde har det med at forsvinde i sneen, når jeg går tur med dem, især i skumringen. Forsvinde helt. Forfra er der næser og øjne. Bagfra er de usynlige...



Alle de ovenstående billeder er taget med min Nexus 1 telefon via kamera-applikationen Vignette. (Jeg talte om den på NPR på http://www.publicradio.org/columns/marketplace/tech-report/2010/12/neil-gaimans-favorite-photography-app-vignette-for-android.html). 

Det nedenunder er taget med et kamera med rigtig film i - et Lomo LC-A+. Lomo-folkene har lige lavet et interview med mig (du kan læse spørgsmålene her på http://www.lomography.com/magazine/competitions/2010/12/02/lomoamigo-neil-gaiman-interview-rumble-winner-announcemen) og tilbudt alle, der følger mig på blog/Facebook/Twitter 15% rabat på alt i Lomo shoppen (her er den for USA), hvis man oplyser NEILHIMSELF som kode ved checkout. 


Godt. Mere blogning i morgen. Og ikke bare en liste over ting, jeg lige ville sige...

torsdag den 18. november 2010

En Kaffebordsbog og hvorfor virkeligheden erstattes af små papirlapper

(SENDT AF NEIL KL. 20.56)


Min uhyggelige guddatter Hayley Campbell er her, i færd med at arbejde på en bog om The Art of Neil Gaiman, eller noget i den stil, og hun er forsvundet op på


...maddy gaiman er så cool.....


(Jeg holdt lige pause i blogningen og gik en tur med hundene. Jeg er sikker på, at det ikke stod der, da jeg tog afsted.)


(Her er derfor lige et billede af Maddy Gaiman og Hayley Campbell fra sidste uge. Maddy har Hayleys hat på.)




Anyway. Hayley er forsvundet op på loftet, hvor hun scanner ting og gennemgår bunker af gamle billeder og faxer og vil have mig til at forklare, hvorfor jeg tegnede vampyrkaniner og faxede dem til Steve Bissette tilbage i 80erne.


Desuden tager hun kunst ned fra væggene for at scanne det.


Hvor der plejede at hænge kunst på væggene, er der nu underlige PostIts, der beskriver, hvad der burde være der. I bliver ved med at have det som om, jeg lever i en Philip K Dick roman.




...


Jeg ville egentlig promovere en bog her. Jeg fik mit eksemplar gratis og var henrykt, fordi det var en enorm og imponerende bog. Så læste jeg den og blev meget, meget mere henrykt. 


Den er virkelig tung. Den er også virkelig god. Her er et billede af den, jeg syntes var morsomt, fordi det er en kaffebordsbog, der fylder et helt kaffebord..




Bogen hedder 75 Years of DC Comics: the Art of Modern Mythmaking, og den udgives af Taschen med produktionsværdier, jeg aldrig har set fra et tegneserieforlag før. Fold-ud sider, fantastiske reproduktioner af gamle kunstværker, sjældenheder, vidundere, sammen med DC Comics' historie siden begyndelsen. Hovedparten af teksten (men sikkert ikke det hele -- der er også billedtekster, tidslinjer og den slags) er skrevet af Paul Levitz, der ved, hvor ligene ligger begravet, og er for galant til at fortælle alting, men fortæller mere, end jeg nogensinde havde troet, han ville. Den vejer 15lbs (7 kg) og kommer med sin egen bæretaske. 


Produktionsværdierne er, som nævnt, fantastiske. De hæver overliggeren for, hvad noget tegneserieforlag kan gøre i fremtiden.


Dette er Taschen Books websiden for bogen, hvor man kan se de første hundrede sider af bogen i et pop-up vindue.


Der er også et fantastisk billede på Taschens side hvori Paul fremviser bogen, hvilket får Paul til at ligne en havenisse med en bog af normal størrelse en smule. 




Paul Levitz er et menneske af normal størrelse og ikke en nisse af nogen art.


Den har også en Marc Hempel Sandman-tegning på bogryggen sammen med de fem ikoniske superhelte og Swamp Thing. I har ingen idé om, hvor lykkelig det gør mig. 


Eneste minus er, at jeg nu er begyndt at fantasere om en Complete in One Volume All 2000 Pages of Sandman-bog i Taschen kvalitet, som den jeg i årenes løb har foreslået DC Comics. De har set på mig og gyst, hver gang jeg har foreslået det. (Den kunne have sin egen bæretaske. Eller hjul. Eller ben, der kunne skrues på, så den blev til et bord.)


Egentlig er det ikke det eneste minus. Det andet minus ved at eje den er at indse, at der er folk jeg nu er nødt til at købe den til som den ultimative jule-/hannukkah-/vintersolhvervs-/etc. gave. Den er virkelig dyr. Men det er den perfekte gave.


Her er Amazon-linket, hvis du vil tjekke det ud. Den er temmelig nedsat der. (Men den er stadig ikke billig. Det bliver til omkring 50 cents pr. ounce.)


Her er indiebound-linket, så du kan støtte din lokale indie boghandel. 


Og det er meget sandsynligt, at din lokale tegneserieforhandler ligger inde med et eksemplar også. (Her er en local comic shop locator, så du kan finde ud af det.)


...


Okay. Lige et par ting: allerførst skal nævnes at Patrick Rothfuss' blog laver det vidunderlige med Heifer International, han også gjorde sidste år. Læs det her: http://blog.patrickrothfuss.com/2010/11/worldbuilders-2010/ og se så bare på de fantastiske ting, der er bortloddet, på http://blog.patrickrothfuss.com/ og måb. Du giver et bidrag til Heifer International. Du får det godt. Du går sikkert derfra med en fantastisk vidunderlig signeret bog. 


Som han siger, 


        Husk på folkens, at for hver 10 dollars, man donerer til Heifer International, får man 
        chancen for at vinde disse bøger og hundreder af andre som dem. Og så er der alt det 
        med at gøre verden til et bedre sted. Det er også godt. 


        Glem ikke, at Worldbuilders lægger 50% oveni for hver donation. Så hvorfor ikke tage 
        over på Team Heifer-siden og give et bidrag. Tro mig. Du vil have det skønt bagefter.


...


Ovre på Kickstarter er indsamlingen af tilsagn, der skal muliggøre en animeret film over min historie "The Price", oppe på 983 sponsorer og tilsagn om 68.000$. Det er næsten halvvejs.


Jeg er begejstret og forbløffet over, at det indtil nu er gået så godt, og jeg tror, at Christopher Salmon også er det. 


Han har selvfølgelig brug for mange flere tilsagn om penge fra folk. Vi har 12 dage tilbage. Hvis du har en blog, vil du så blogge om det, eller sætte sidens widget op? Hvis du har en nyhedsside, så lav et interview med Chris, eller bare nævn det, så folk kan blive involveret. Twit det. Facebook det. Fortæl folk om det.





For at sætte skred i tingene var jeg lige ovre på last.fm og lægge en lydfil op med en hel version af "The Price" fra Speaking In Tongues CDen, der kan streames:


http://www.last.fm/music/Neil+Gaiman/_/The+Price


Så hvis nogen gerne vil vide, hvad "The Price" handler om, så giv dem linket og bed dem lytte...


...


SF Playhouse (i San Francisco) opfører Stephin Merritts CORALINE musical. Detaljer, videoer, billeder og den slags kan findes ovre på http://www.sfplayhouse.org/season1011/coraline.php?video=1#link_video


...


Her er noget, Hayley lige fandt i en bunke gamle faxer. Der var nogen, der ikke kunne lide Death Talks About Life. Klik på det for at læse hvorfor... 





...


Okay. Et hurtigt besøg i FAQ-mailen...


Er der nogen chance for et genoptryk af GHASTLY BEYOND BELIEF? Jeg savner den.


Bedste hilsener, 


Det er jeg bange for, at der ikke er. Den bog, ligesom Duran Duran-biografien, vil ikke blive genoptrykt. Pas godt på jeres gamle eksemplarer. 


Hej Neil, 


Jeg så dig holde et foredrag  på Washington University i Saint Louis tilbage i 1999. Du kan nok forestille dig, at det gjorde noget af et indtryk, eftersom jeg skriver denne besked til dig mere end 11 år senere.


Dengang var jeg en filosofistuderende med ambitioner om at ændre verden med esoterisk pladder og den slags. Det var et lykketræf og heldig timing, der gjorde, at jeg pludselig befandt mig der ved Graham Chapel og lyttede til dig, der talte så åbent og oprigtigt om din egen kreative proces. 


På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg ville ende som maler. Så meget af, hvad du sagde, giver stadig genklang i mit hjerte og ører. Jeg har altid gerne ville takke dig for det - for det, du gav. Du har været en slags ven og mentor for mig lige siden.


Jeg skriver nu, fordi ringen på en måde er sluttet. Jeg bor nu i Kina - nyligt inviteret af Sichuan University til at være deres 'residerende kunstner' - et fedt job, der har ført til en invitation til at holde en række foredrag (som følge af min fornemmelse for min kunst, mit kurateringsarbejde og min kreative proces.) Jeg holder mit første universitetsforedrag (også henvendt til kunstsamfundet her i Chengdu) i næste uge. Det bliver min allerførste gang.


Da jeg så dig holde foredrag for 11 år siden, forestillede jeg mig faktisk, hvordan det ville være, at være i dit sted. Jeg havde selvfølgelig ikke udrettet noget af betydning (ikke fordi jeg har det nu :) - men jeg forestillede mig dog at det ville ske...Jeg forestillede mig, at jeg ville få muligheden for at tale om mit eget arbejde (hvad end det så skulle blive)...og jeg er en smule overrumplet over, at det nu sker. Jeg regner med, at det ikke bliver sidste gang - og at en sådan erfaring vil påvirke mit arbejde på måder, jeg end ikke kan forestille mig


Jeg maler nu i et atelier i en afsidesliggende landsby uden for storbyen. Det er sådan set ikke langt fra din hytte i skoven...med dit vindue. Min regel er som din, jeg kan se ud som jeg vil, så længe, jeg vil - og hele tiden kalder min maling (og dit tastatur) tilbage til arbejdet. Det er det, det hele handler om. 


Jeg vil tale om fænomenologi og den kreative proces. Jeg vil drage en sammenligning mellem hulemalerier og Picasso, altimens jeg deler mine egne ydmyge malerier og min kurateringshistorie med tilhørerne. Jeg vil henvise til dig - til, hvad jeg lærte af at se dig holde foredrag. Jeg forventer ikke, at du vil være blandt tilhørerne, men du vil måske kunne mærke, at der tales om dig d. 25. november.


Så her er et leve og en oprigtig og dybtfølt tak. Jeg kan tænke mig, at min er én ud af talløse forsikringer om, at det du gør er vigtigt og meningsfuldt; alle velfortjente. Jeg ønsker dig alt det bedste på din kreative rejse. 


Jeg synes, at det, der gør det hele så fantastisk, er, at det vi laver er så ensomt og personligt. Vi skaber kunst ud af intet andet end vores hjerte, vores sind og vores hænder. Og så virker det skræmmende at tale så åbent om det, når man ikke har gjort det før...men det er, hvad jeg så mange gange har forestillet mig, så det er skæbnen. Konkret skæbne i ren form, ikke sandt?


Så tak og hurraråb til dig endnu en gang. God fornøjelse med dine kommende foredrag i San Diego. Du vil være i mine tanker, når jeg giver mit første.


Venlig hilsen, 


Will Kerr


PS - Jeg har også en arbejdskat - en ægte kinesisk bondekat, der adopterede mig som lille killing... Jeg kaldte hende 'Gui Mao' - hvilket betyder Spøgelseskat....og det er hun sandelig også!


Jeg kan godt huske det foredrag i St Louis og hvor nervøs, jeg var -- det var første gang, jeg nogensinde var blevet inviteret til at holde et rigtigt Vi Betalter Dig For At Gøre Det Her-universitetsforedrag -- og hvordan det var at ankomme og få fortalt af kunstafdelingen, at engelskafdelingen boycottede det og mig, fordi jeg skrev tegneserier, og hvordan jeg havde en svag følelse af at være en bedrager, da jeg ikke var sikker på, om jeg havde noget at sige, der var værd at høre. Og så det at stille sig op i universitetskirken og bare tale.


Og så læste jeg dette, og det gjorde mig utroligt glad. Held og lykke med forelæsningerne, Will. Ikke, at du vil få brug for det.


Kære Mr. Neil, et stort tillykke med fødselsdagen til dig! Min f-dag er d. 20. november, og de gav mig som en gave The Graveyard Book, som jeg lige er blevet færdig med. Du fik mig til at græde til sidst, den unge Bod ønsker sig af livet, hvad jeg altid har følt og ønsket mens jeg var ung, mens jeg læste Junglebogen eller Robinson Crusoe. Tak fordi du rør mig så dybt.


Vidste du, at ingen af dine bøger bliver solgt i Bolivia? dine tegneserier, ja, men jeg købte Anansi Boys i Buenos Aires, Argentina og the Graveyard Book blev købt for mig i Valparaiso, Chile.


Det tog mig et stykke tid at indse, mens jeg læste og ønskede, at jeg oplevede eventyr som dem, jeg læste om, at jeg ikke boede et "almindeligt sted" som England, at junglen, guldgraverne og de "oprindelige folk" faktisk var meget tæt på. Vi taler Aymara på markedspladsen og holder vilde fester, hvor der spilles afro boliviansk saya med høj tromme, men jeg troede, da jeg var barn, at det fremmede og eventyr var andetsteds...ikke i mit hjemland, hvis du forstår, hvad jeg mener. 


The Graveyard Book fik mig til at tænke, at det egentlige eventyr i virkeligheden er livet selv, og at vokse op, og at lære sine udfordringer, sine fordele og sine fejl at kende...


Jeg ville bare lige dele mit indtryk med dig. Mange tak for dine smukke bøger og, igen, et stort tillykke med fødselsdagen til dig...


Mar


Du har ret. Eventyret er, hvor man finder det, og det samme er romantik. (Du vil måske synes om dette Kipling-digt om Eventyr og Romantik og hvor det ikke er, og hvorfor du tager fejl, hvis du tror, det er dødt...)


Neil,


Stort set alle billederne i din sidste blog er i stykker.


Og de tags, du bruger, er søde men inkonsekvente og ikke særlig brugbare. Jeg forsøgte at browse hundeindlæg, og intet jeg klikkede på gav mig særlig meget.


Hundebillederne er repareret, og jeg har lært aldrig at linke til tumblr-billeder.


Men der er ikke noget, jeg kan gøre ved mine labels. Inkonsekvent og ikke særlig brugbar er, hvad vi efterstræber, her i label-afdelingen. Her er den fulde liste over blog labels hvis størrelser afspejler anvendelseshyppigheden: http://www.neilgaiman.com/p/Journal/Labels hvor du kan se, at en af de oftest benyttede labels i denne blog, til min store skam, er COMPLETELY ABANDONS THE IDEA OF WRITING LOTS OF LABELS AND GOES TO BED INSTEAD. 


Jeg regner ikke med at kunne overbevise dig om, at inkonsekvent og ikke særlig brugbar er en egenskab og ikke en mangel? Nej... Nå ja.


...


The Moth-auktionen afsluttedes lige. Den har indtjent penge, der vil hjælpe med til at støtte The Moth i årets historiefortællings-mission.


Fra én, der vandt en twitchange-auktion for et par måneder siden, kommer her en sidste kommentar, jeg tror siger det bedre, end jeg nogensinde vil kunne:


Som nylig vinder af en Neil Gaiman auktion følte jeg trang til at reagere på den kommentar om kammerateri og fordelende ved at have penge, en eller anden kom med efter din historie om The Moth. For det første er min kone og jeg på ingen måde rige. Vi bød, hvad vi havde råd til, og vi gjorde det ikke bare fordi det ville være fedt at vinde, men fordi det gik til et godt formål. Tro mig, havde det ikke været for et velgørende formål, ville min kone ikke have villet det.


Pointen med disse auktioner er at samle så mange penge som muligt ind til de trængende. Ja, 4.400$ er mange penge for nogen (inklusive mig selv), men de penge gik til et godt formål, og røg ikke i lommen på Neil. Og ja, vi ville alle elske at have pengene til at byde på de ting, vi ønsker os, men sådan er det nu engang ikke. Hvis man betragter disse auktioner med jalousi frem for at påskønne, hvor meget de hjælper andre, så går man fuldstændig glip af pointen.
Kris Dalpiaz

onsdag den 17. november 2010

Bryllups Mysteriet forklaret

(SENDT AF NEIL KL. 03.23)


Jeg tog til New Orleans og jeg havde den bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft.


Der var mad (den bedste mad i New Orleans, hvilket er den bedste mad i Amerika. Jeg var vild med at spise på the Commander's Palace og på Muriel's, men jeg var endnu vildere med The Green Goddess - kokkene Chris og Paul er helte). (Den hemmelige besked, "Mezze of Destruction", skaffer dig vist stadig et hemmeligt gourmet påskeæg af en art,  hvis du spiser der og siger det til din tjener. Det er den hemmelige "Neil har sendt mig"-kode.) 


Om morgenen på min fødselsdag blev jeg overrasket af et vidunderligt, uventet kunst-event flashmob bryllup.


Hvis du tager over på Amandas blog og læser dette (og det burde du. Tro mig) http://blog.amandapalmer.net/post/1597897908/still-life-with-wedding-party vil du finde ud af, hvad Amanda gjorde, og hvordan hun fik det gennemført. Det var fantastisk. 


Og når du har læst det (tag og læs det. Så vil det følgende give mere mening), så tag over på 
http://www.kylecassidy.com/pix/travel/2010/nfgafpnola/afp-nfg-wedding-album-1.pdf for at se nogle smukke billeder, som Kyle Cassidy har sat ind i et bryllupsalbum. Jeg tror ikke, jeg vidste, at nogen af de billeder blev taget, bortset fra det sidste. 


Når du læser Amandas blog og betragter Kyles billeder, kan du med rette undre dig over, hvor let hun fik mig overtalt til - uden, at jeg på nogen måde havde mistanke om, at der foregik noget underligt - at have en høj hat på i min søgen efter morgenmad og te; du kan se, hvordan jeg forbløffes over Amandas første overraskelse og så hyles helt ud af den af hendes anden, da et bryllupsselskab dukker op ud af ingenting; og hvordan jeg forundres over, hvordan hun, da jeg tror, jeg ikke kan blive lykkeligere, topper det hele med en rigtig kop te hentet ud af den blå luft.






Således endte det (klik på billedet for at se det stort nok til at værdsætte det), med Amanda og mig med hvid maling i ansigtet, flankeret af mine vidunderlige døtre, med vore venners glade ansigter og mig, der holder en kop te. 


Næste gang, vi skal giftes, vil jeg gifte mig med kvinden, ikke statuen, og der vil være inviteret folk og ikke en flash mob, og jeg vil på forhånd være klar over, at det sker, og der vil være et stykke papir, og det vil blive lovligt anerkendt, men jeg kan ikke forestille mig, det vil blive mere glædeligt. Og sandt at sige tror jeg ikke, at jeg efter den morgens magiske bryllup nogensinde vil kunne føle mig mere gift.


Et dejligt billede af Maddy og mig og Holly af Adriane Biondo


...


(PS: Af sidste midlertidige blog har jeg lært, at Sushi-udstyret var fra Lena St George-Sweet og Hamish Brown. Jeg elsker min blog.)


(PPS: Mere om New Orleans-turen senere)

tirsdag den 16. november 2010

Drive by blogging

(SENDT AF NEIL KL. 14.15)


Lige for tiden har jeg gang i en masse forskellige småprojekter. Forsøger at klare den bunke emails, der kom mens jeg var væk, åbner vidunderlige fødselsdagsgaver og skriver passende personlige beskeder til alle, der sendte dem. Forsøger at finde ud af, hvem gør-det-selv sushi-udstyret kom fra. 


Jeg har et halvskrevet blogindlæg, som jeg ved, jeg ikke vil blive færdig med i dag, så nu laver jeg bare lige en hurtig hit-and-blog.


Hvis du gerne vil vide, hvad der skete i det øjeblik, jeg blev 50, midnat d. 9. november, så var det det her. I Allways Loungen i New Orleans. Billedet er taget af Kyle Cassidy, der sneg sig rundt i nærheden, og det blev jeg først klar over, da han sendte mig billederne... 




Der kommer snart flere. Mange flere. 


Og et link til noget, jeg elsker, og det gør du måske også: http://nonadventures.com/2010/10/16/quote-of-arms/

Og se, Something Beginning With (AKA ABCs of Love) er blevet genoptrykt! Læs alt om det på http://www.sarahsalway.net/2010/11/14/2359/


tirsdag den 9. november 2010

Hvor jeg er, og hvad jeg laver. Og hunde.

(SENDT AF NEIL KL. 12.42)


For det tilfælde at du skulle være i tvvl om, hvor jeg er, hvilket er noget, jeg ofte er, så er jeg i New Orleans  i anledning af et lille fødselsdagsselskab til fejring af min 50 års fødselsdag, som er i morgen, og også i anledning af Amanda Palmers Dresden Dolls koncert på fredag (det er en særlig koncert - en støttekoncert i forbindelse med et olieudslip i golfen, til fordel for BTNEP, en organisation, der arbejder for at bevare, beskytte og genoprette flodmundingerne i Barataria og Terrebonne i Louisiana).

(Her er et link til et billede af mig fra i går i mit naturlige habitat.)

... 

Eftersom mine hunde ikke er her, og jeg savner dem i dag, tænkte jeg, at jeg burde lave en kort vejledning i hunde-genkendelse.

Her er det Cabal til venstre og Lola til højre. 



Sådan. Det var let, var det ikke? Hmm, sikkert ikke. Så... 

Her er to billeder taget af the Birdchick, som jeg lige var inde at stjæle fra fuckyeahcabal

Cabal ser ret ædel ud. Meget af tiden ser han også alvorlig ud, som om han løser komplicerede, lange divisionsstykker i hovedet og ikke vil forstyrres. Han har en lyserød snude. Han kan lide at holde sig tæt på mig og kommer sig stadig oven på et par rygrads-operationer, og et par ben-operationer, men går nu igen, og løber endda nogle gange. Han er næsten 8 år gammel, hvilket vil sige, at han er omkring min alder i hundeår. 



Lola ville ikke kunne genkende 'ædel', hvis det satte sig på hendes hovede. Hun har et lidt spidst ansigt, et forlegent grin og en sort snude. Hun farer rundt og er umulig at køre træt. Hun er omkring 9 måneder gammel og virker som en teenager. Hvis jeg efterlader ting på gulvet, tygger hun muligvis i dem. Hun elsker bladbunker mere end noget andet i verden. 



De kommer rigtig godt ud af det med hinanden, og generelt virker Cabal meget gladere med Lola i nærheden, og Lola er ved at falde til ro. Hun leger godt med os. Vi håber på, at hun med tiden vil lege godt med andre hunde. (Som yngre hvalp blev hun Sendt Hjem fra hundepasning med et strengt brev.)

...

Og The Price er på forsiden af http://www.kickstarter.com/. I skulle tage at gå ind og se, hvilke andre fantastiske projekter de har, som folk kan hjælpe med at finansiere. Og hvis du kan, så hjælp med at sprede budskabet vedrørende The Price. Den har været på Kickstarter i mindre end en uge, og den er allerede næsten 1/3 finansieret. Det er Christopher Salmons drømmeprojekt. Jeg ville elske at se ham lave den. 

... 

Jeg har det så mærkeligt med at blive 50. Sidst jeg havde det sådan her var, sært nok, da jeg blev 24. 

Jeg ville gerne være yngre end 24. Når jeg gjorde noget cool sagde folk altid "Og han er så ung," og det føltes godt. Og så var jeg pludselig 24, og jeg havde det som om, jeg ikke længere kunne være et vidunderbarn længere, og verden var blevet flad.

Nu hvor jeg bliver 50, har jeg det sådan - satans: jeg kan ikke længere være en lovende ung forfatter. I det sidste årti har jeg hadet at få Lifetime Achievement-priser, de fik mig til at føle mig utilpas og akavet, og nu må jeg sige, ah, jeg bliver nødt til at tage imod dem med værdighed.

Men jeg er glad for, at jeg er forfatter. Der er masser af professioner, hvor man er færdig, når man når min alder. Og jeg føler mig overhovedet ikke færdig. 

... 

Hej Neil

Her i morges modtog jeg en email fra Operahuset i Sydney, der oplyste om, at du og Amanda optræder sammen der på den australske nationaldag d. 26. januar.

http://www.sydneyoperahouse.com/whatson/amanda_palmer_goes_down_under.aspx?start=yes

Min kone og jeg snuppede selvfølgelig billetter (G25 & G26, hvis du skulle få lyst til at vinke til os!).

Jeg har slet ikke set det nævnt nogen steder i din dagbog eller i Where's Neil endnu. Har du mulighed for at give os nogen informationer om koncerten på nuværende tidspunkt?

Og vil du optræde til nogen andre arrangementer eller signeringer mens du er i Sydney denne gang? Jeg ville gerne have signeret mine to sidste Absolute Sandman, og jeg skal have besked i god tid, så jeg kan komme i fitnesscenteret og træne. De er tunge, de sataner

Alt godt, 
Chris Harcourt

Det er jeg ked af -- koncerten er Amandas, og jeg ventede på, at hun ville offentliggøre den, og jeg tror, at Operahuset selv har gjort det, før hun havde regnet med. Hun lagde et hurtigt indlæg op på sin blog

Jeg ved ikke noget om signeringer og den slags, er jeg bange for.

Arrangement i Sydney tidligere på året, hvor jeg læste THE TRUTH IS A CAVE IN THE BLACK MOUNTAINS med FourPlay strygekvartet og Eddie Campbell-kunst, vil blive afholdt igen med, tror jeg, nogle ekstra malerier til MONA-festivalen i Hobart d. 15. januar - detaljer på http://www.mofo.net.au/MOFO_Highlights.pdf


Angående historien om teselskabet, der gik skævt, men faktisk til det bedre, som fortælles i blogindlægget "Et miskmask", bekymrer det dig så, at historien, hvor charmerende den end er, også smager noget af kammerateri og af en påmindelse om, at privilegier avler privilegier? Altså, jeg er sikker på, at den unge dame var sød, men hvor var det da også rart for hende, at hendes mor havde råd til at betale 4400$, for at hun kunne drikke te med dig, og at det førte til ekspertundervisning fra Paul Levitz og derfra til en praktikperiode. Det er ikke mange unge mennesker på Cooper Union eller RISD, der ville have råd til at betale 4400$ for te, vel? Det betaler sig at have penge. 

Jeg ville elske at elske din historie om eftermiddagsteen, der heldigvis gik galt, men den giver mig en lidt syg fornemmelse i stedet. Jeg ville ønske, at du havde en anden historie at inspirere mig angående Moth-auktionen med. 

Jeg har kendt for mange mennesker, der har vundet auktioner og sådan noget og som så efterfølgende har fortalt mig ind imellem hjerteskærende historier om, hvordan de blev i stand til at betale, til nogensinde at tage det for givet, at en person, der har betalt for den slags (eller hendes mor) let fik råd til det.

Min holdning er, at hvis du har kunne vinde en auktion for en god sag, som jeg støtter - som CBLDF eller The Moth eller RAINN, - så vil jeg tage mig så godt af dig, som jeg kan.

Det var heldigt, at den unge dame interesserede sig for tegneserier og allerede havde fortalt mig, at hun gerne ville udgive tegneserier, for da vi opdagede, at den eftermiddagste, The Moth havde forsøgt at arrangere for os, var gået helt i vasken, så prajede jeg en taxa, satte kurs mod DC Comics, håbede, at alle dem, jeg kendte, ikke var taget hjem, og fik talt mig ind. 

Det kunne være gået galt på hundreder af andre måder. Vi var heldige, at Paul Levitz ville holde fyraften, og var gået ned ad gangen for at sige godnat. Vi var også heldige at Paul er en person, der mener, at viden bør deles og gives videre til den næste generation, og at den unge dame stillede begavede spørgsmål og imponerede ham nok til, at han fortalte hende, hvordan man ansøger om en sommers praktikperiode. Og det var en glædelig overraskelse for mig for et par uger siden at opdage, at hun havde ansøgt om en, og at det var sådan, hun havde tilbragt sin sommer. 

Men man er selvfølgelig (eller måske er det ikke selvfølgeligt, så jeg vil sige det her) ikke nødt til at betale tusinder for et Moth Velgørenheds-teselskab med mig for at få en sommers praktikperiode på DC Comics, eller på Marvel, eller på Dark Horse. Man behøver slet ikke at betale noget overhovedet. Det, du skal gøre, er at holde øje med deres hjemmesider, at ansøge til tiden og at lyde som en, de gerne vil have på deres kontorer sommeren over. (Her er for eksempel sidste års ansøgningsskemaer om praktik på MAD Magazine.) 

Og desuden var pointen med historien, sådan som jeg opfattede den, at skønt eventyret fandt sted sidste år, så har the Moth lovet, at det ikke vil ske igen, og at ligegyldigt hvor jeg tropper op til te, så vil de have te og vente mig.

Personligt bliver jeg ved med at håbe, at de et år vil foreslå SUSHI MED NEIL GAIMAN som en Moth-pris. For nu er det te. Medmindre noget går galt. https://www.biddingforgood.com/auction/item/Item.action;jsessionid=FCG-PzM5xkCyEjNyq4b0yw**.app3-i?id=120626095

...

Med FAQ-postkassen fungerer det sådan, at de fleste af de breve, der kommer ind, er fra folk, der siger tak for historierne, og selvom jeg læser dem, lægger jeg dem normalt ikke op her. Men ind imellem er der et, der rører mig på en uventet måde. Prøv at se brevet i denne dagbogsoptegnelse fra 2005...


Læs det. Jeg er her stadig, når du er færdig.

Okay. Denne fortsættelse indløb lige...

Jeg skrev til dig i 2005 omkring min søn, Jared. Du har sikkert glemt det, men du lagde min kommentar op i dit indlæg fra d. 29. april, 2005.

Jeg havde fået at vide, at Jared, der dengang var 5 år, led af mangelfuld eller forstyrret hørelse (APD) og syn, og at han aldrig ville lære at læse. Vi tog til en af dine oplæsninger, og så, et par år efter, fandt Jared sit signerede eksemplar af Coraline og besluttede, at han ville lære sig selv at læse. Han gjorde det!

Jared er 12 nu, bliver stadig undervist hjemme, og det glæder mig at fortælle, at han læser og forstår på universitetsniveau. Vi fandt ud af, at han 'kun' lider af forstyrret syn (VPD), lettere motorisk forsinkelse og at han er meget højt begavet. På grund af sin VPD har han ingen visuel hukommelse... han kan ikke lave 'billeder' i sit hovede. Han beskriver det, som at der 'bare er sort derinde'.

Vi talte om hans VPD, og jeg spurgte ham, hvordan han havde lært sig selv at læse. Han svarede, at han kunne huske din oplæsning, så han besluttede sig for at lære at 'oversætte' de sære kruseduller på siden til auditive lyde, så han kunne huske dem.(Det forklarer hans problemer med at skifte fra højtlæsning til stillelæsning!)

Jeg er næsten sikker på, at han ikke ville kunne have gjort det, hvis nogen havde forsøgt at lære ham at læse. Det virker som om, du gav ham en idé, der lærte ham at overkomme sit handicap. 

Det har givet ham selvtilliden til at overkomme en række forhindringer i årenes løb. Han tænker simpelthen tilbage på, hvordan han lærte sig selv at læse, efter at adskillige voksne havde fortalt ham, at han aldrig ville kunne, og så husker han, hvordan han ved at tænke tilbage på din læsning, fik den idé at 'oversætte' skrevne ord til lyde... og han tænker kreativt for at finde ud af hvad end det er, han har problemer med. 

Som jeg sagde er han 12 nu og læser "Grey's Anatomy", lærebogen for lægestuderende, for sjov! Han har besluttet sig for at blive kirurg. 

Jeg tror ærligt talt ikke, at hans liv ville have set ud, som det gør i dag, hvis ikke vi havde taget ham med til din oplæsning. 

Så endnu engang, tak fordi du skriver, fordi du læser, og fordi du ændrede mit barns liv. 

Heather (Hubbard) Conrad

Tak til dig, Heather. Hils Jared og sig, at jeg er fan.

Hej Neil, 

Ved du, hvornår the Absolute Sandman vol 1 vil blive genoptrykt? Eller om den vil blive det? 

Den er stort set udsolgt alle de steder, jeg har været.

Tak, 

Nat

De er allerede blevet genoptrykt og på vej over oceanet i en båd. Jeg tror, de ankommer til januar. Jeg har desuden tjekket DreamHaven Books neilgaiman.net-siden, og de har den også på lager